Bliv leder af Specialteamet i Gentofte Kommune og gør en forskel for børn med særlige behov

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at påvirke og gøre en forskel på det specialiserede børneområde i Gentofte Kommune? Har du en solid faglig baggrund inden for handikapområdet og erfaring med ledelse? Så er det måske dig, vi søger som ny leder af Specialteamet.

Som leder af Specialteamet får du en central rolle i at lede og udvikle et team, der arbejder med komplekse sager inden for det specialiserede børneområde. Du bliver en del af et team, der er på vej et godt sted hen, og hvor vi er optaget af gode løsninger for borgerne, lærerige faglige dialoger og at vi skal trives, mens vi er på arbejde.

Specialteamet består af 16 dedikerede medarbejdere, som du vil lede og støtte i deres daglige arbejde. Teamet består af både erfarne og nyuddannede. Du får et tæt samarbejde en socialfaglig konsulent, en specialterapeutisk konsulent og andre kolleger i kommunen for at sikre en helhedsorienteret indsats.

En af dine vigtigste opgaver bliver at balancere mellem det overordnede strategiske niveau og den nødvendige faglige indsigt. Det kræver, at du formår at bevare overblikket og samtidig har en forståelse for det faglige fundament, som teamet arbejder ud fra. Du bliver også et vigtigt bindeled mellem ledelsen og medarbejderne, hvor du skal bidrage til at skabe forståelse for de beslutninger, der træffes, og sikre en klar kommunikation af baggrunden for beslutningerne. Du skal også være forberedt på at håndtere et område med stor borgerfokus og stor politisk opmærksomhed. Det indebærer blandt andet at gå i dialog med meget engagerede borgere.

En anden central opgave vil være at understøtte fagligheden i teamet, især i de svære sager. Det kræver, at du har en solid viden om handikapområdet, herunder lovgivning og praksis. Du vil også være ansvarlig for at skabe klare rammer og strukturerede arbejdsgange, der sikrer en effektiv og sammenhængende indsats i teamet. En vigtig del af din ledelsesstil skal fokusere på – i samarbejde med medarbejderne -fortsat at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle føler sig trygge, støttede og motiverede til at tage ansvar i deres arbejde.

Økonomistyring vil være en betydelig del af dine opgaver. Du skal kunne navigere i et økonomisk komplekst område og sikre, at ressourcerne bruges effektivt og ansvarligt. Dette kræver, at du arbejder økonomikompenserende og har en strategisk tilgang til ressourceanvendelsen. I de mest komplekse sager, har vi brug for en leder, der kan tænke kreativt i forhold til at skabe indsatser på tværs af vores tilbud og vores organisation.

Du bliver en del af en velfungerende ledergruppe, hvor trivslen er høj, hvor vi griner sammen, har omsorg for hinanden og bakker hinanden op. Det er derfor vigtigt, at du har lyst til at engagere dig aktivt i ledergruppen og bidrage med dine sociale og faglige kompetencer. Vi ønsker os en kollega, der kan spørge om hjælp og være åben for dialog, når du står over for udfordringer.

Vi forestiller os at vores nye leder har en baggrund som socialrådgiver, cand.soc.jur., cand.jur., eller tilsvarende erfaring inden for området. Det er vigtigt, at du brænder for handikapområdet og er motiveret af at udvikle og implementere nye initiativer. Erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation er centralt.

Du vil få en vigtig rolle i implementeringen af nye tværfaglige teams og distrikter, som træder i kraft 1. oktober 2024. Vi er også ved at igangsætte arbejdet med en ny tilgang – Tættere på Familien - et stort udviklingsprojekt som vil fylde en del det næste år.

Du bliver en del af Familie og Sundhed og kommer til at referere til familie- og sundhedschef Helle Stennicke. Området dækker det sociale og specialiserede børne- og ungeområde og er opdelt i tre underafdelinger, hvoraf du vil blive leder af en af dem. Området omfatter foruden Specialteamet også et Børneteam, et Ungeteam og Modtagelsen.

Du kan læse mere om Specialteamet, Familie og Sundhed og Gentofte Kommune på vores hjemmeside: https://gentofte.dk/

Ansøgningsfristen er søndag den 22. september 2024

Bemærk at der vil blive afholdt første samtaler tirsdag den 24. september, så du vil høre fra os mandag den 23. september, hvis du bliver inviteret til samtale. Anden samtale vil være fredag den 27. september. Forventet tiltrædelse er 1. november 2024.

Er du interesseret i stillingen, så send din ansøgning og CV til: https://gentofte.dk/job/ledige-stillinger-i-gentofte-kommune/ Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte chef for Familie og Sundhed, Helle Stennicke, på telefon 5154 0814, eller konsulent Vibeke Rosenbeck på telefon 3148 4740.

Vi glæder os til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Gentofte Kommune, Bernstorffsvej, 2920 Charlottenlund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 22-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6108924

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet