Center for Cybersikkerhed søger IT-specialister

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Brænder du for at videreudvikle dine tekniske færdigheder, og vil du være en del af et godt og velfungerende team af specialister, som blandt andet gennemfører tekniske sikkerhedseftersyn (TSE) – så har vi en spændende stilling med udfordrende opgaver i et stærkt fagligt miljø.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Sektionen for Teknisk Sikkerhedseftersyn indgår i Afdelingen for Forsvar og Akkreditering, der varetager opgaven som Danmarks nationale it-sikkerhedsmyndighed. Afdelingen har en stor berøringsflade med især enheder og myndigheder på hele Forsvarsministeriets område, men også med mange civile myndigheder og virksomheder, som vi bistår med bl.a. sikkerhedstekniske undersøgelser og støtte, afprøvning og udvikling af sikkerhedsdesign i it-systemer, samt kvalitetssikring og kontrol af informationssikkerheden. Desuden sikkerhedsgodkender vi it-systemer og -installationer samt planlægger og deltager i nationale og internationale cyberforsvarsøvelser.

Sektionen for Teknisk Sikkerhedseftersyn yder teknisk sikkerhedsstøtte til statslige myndigheder og Forsvaret. Vores mål er at sikre, at statens højt klassificerede områder og informationer er beskyttet mod teknisk spionage. Vores opgaver omfatter vejledning om sikkerhedsforanstaltninger, eftersyn af lokaler, bygninger og installationer, monitorering, samt operative indsatser. Vi arbejder ofte på skæve tidspunkter og når andre er gået hjem. Vi løser opgaver både i Danmark og i udlandet, så der må påregnes en del rejseaktivitet i ind- og udland.

Du vil skulle deltage i tekniske sikkerhedseftersyn og træningsøvelser, samtidig med at du nysgerrigt og opsøgende holder dig ajour med de nyeste teknologier, materialer og udstyr.

Du og din baggrund er vigtig
Som person arbejder du særdeles struktureret og meget metodisk. Du trives med at arbejde selvstændigt, ligesom du værdsætter samarbejdet med kolleger. Du kommunikerer godt mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk. Desuden har du kørekort til personbil, et godt syn og normal farvesans.

Du har en teknisk baggrund og evt. en uddannelse som ingeniør, akustiker, eller lignende.

Yderligere vil det vil være en fordel, hvis du:

  • Interesserer dig for elektronik og radiobølger.
  • Har kendskab til lyd og bygningsakustik.
  • Har kendskab til elektromagnetisk udstråling.
  • Har kendskab til trådløse kommunikations- og eller computerteknologier.
  • Har forståelse for og indsigt i analog og digital teknik.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar.

Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.

Forsvarets Efterretningstjeneste arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 21. juli 2023.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-1119@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger. I emnefeltet skrives "TSE-stilling".

Du kan finde mere information om Center for Cybersikkerhed på www.CFCS.dk. Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”UDSYN” og kan få et mere detaljeret indblik i FE’s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.



Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarets Efterretningstjeneste, Kastellet 30, 2100 København Ø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170213&DepartmentId=8076&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5858926

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet