Jurist eller udbudsrådgiver til Vejdirektoratet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vejdirektoratet er en af landets største bygherrer på anlægsområdet, og vi har mange opgaver, der venter de næste ti år. Så hvis du har lyst til at arbejde med udbud og sætte dit præg på nogle af Danmarks helt store anlægsprojekter, så er et job hos os lige noget for dig.

Vejdirektoratet har ansvaret for statsvejnettet, det vil sige alle motorveje, mange af de store hovedveje og de fleste broer og bygværker. Vi arbejder blandt andet med anlægget af en ny Storstrømsbro, den kommende Nordhavnstunnel i København og etablering af el-ladeinfrastruktur til person- og lastbiler. 

Du kommer til at arbejde i afdelingen for Indkøb, der består af 10-12 engagerede medarbejdere, der beskæftiger sig med udbud, markedsanalyser, kontrakter og entrepriseret – og som glæder sig til at lære dig at kende.

"Vi har en bred portefølje og indkøber både tjenesteydelser, anlægsprojekter, drift og it - og de spændende og komplekse dele både af juraen og de strategiske analyser, dem står vi selv for," fortæller områdechef Helle Lange.

Dine primære opgaver - udbud fra start til slut 

Dine primære opgaver vil være at bistå organisationen med at lave udbudsstrategier, udarbejde kontrakter og udbudsbetingelser og gennemføre udbud. 

Du vil bl.a. skulle:

  • vurdere det forretningsmæssige aspekt i indkøbene, så vi får den bedst mulige konkurrence
  • fungere som projektdeltager og tovholder på udbudsforretningerne 
  • bistå i den efterfølgende styring i kontrakt- eller entrepriseperioden 

Derudover har Indkøb en central rolle i forhold til at sørge for, at klima og bæredygtighed bliver et centralt parameter i, hvordan vi planlægger, indkøber og bygger vejanlæg i fremtiden.

Vi forventer, at du har lyst til at bidrage aktivt til at forbedre processer og arbejdsmetoder – både internt og i forhold til vores leverandører. Og du er med til at sørge for, at vi samarbejder, lærer af hinanden og videndeler. 

De konkrete arbejdsopgaver vil afhænge af dine kompetencer og erfaring. 

"Der vil være en blanding af store projekter og små opgaver, sagsbehandling og udviklingsprojekter, og det foregår alt sammen i et omskifteligt og spændende miljø", uddyber Helle Lange.

Din profil - stærk formidler med udbudserfaring

"Uanset, om du kommer med erfaring eller som relativt nyuddannet, får du lynhurtigt spændende opgaver og stort ansvar i Vejdirektoratet. Det vigtigste er, at du har lyst til og interesse for at arbejde med udbud og kontrakter og til at spille en central rolle i organisationen," fortæller områdechef Helle Lange.

Vi ser gerne, at du: 

  • er uddannet cand.jur. eller cand.merc.(jur.). Du kan også have en anden uddannelsesmæssig baggrund, men i så fald skal du have væsentlig erfaring med udbudsrådgivning. 
  • er rimelig fortrolig med udbudsreglerne og har erfaring med gennemførelse af udbud og udarbejdelse af udbudsstrategi og udbudsmateriale, herunder kontrakter for komplekse indkøb. Det vil også være en fordel, hvis du har kendskab til entrepriseret og AB18.
  • har markedsforståelse og forretningsinteresse og er i stand til at udarbejde strategier, udbud og kontrakter på baggrund af organisationens input og behov.
  • har lyst til at indgå i et team af fagfolk og teknikere og er i stand til at forklare komplekse problemstillinger for medarbejdere med en anden baggrund end dig selv. 
  • er en god formidler, både på skrift og i tale, og er i stand til at kommunikere klart og præcist og i en god tone med både eksterne og interne interessenter.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde projektorienteret.

Du kommer til at arbejde i en politisk organisation med alt hvad det indebærer af politiske beslutningsprocesser og overholdelse af forvaltningsretten. 

Faglighed, fællesskab og work-life balance

Hos Indkøb indgår vi som en integreret del i alle Vejdirektoratets indkøbsprojekter, først og fremmest på anlægsområdet, men også i indkøb af komplekst udstyr, vejdrift, it og rådgiverydelser.

Vi stræber efter at sikre sammenhæng og rød tråd i Vejdirektoratets samlede udbud og kontraktstyring, og at der løbende er fokus på effektiv, ensartet, sikker og gennemsigtig opgavevaretagelse og på at nedbringe omkostninger – både for Vejdirektoratet og sektoren.

"Selvom vi alle arbejder på forskellige projekter, der sjældent overlapper, har vi et stærkt team med et godt sammenhold. Vi bruger hinanden til faglig sparring, men interesserer os også for, hvordan vores kolleger har det og gør meget for at hjælpe hinanden, når der er brug for det," fortæller chefkonsulent Katrine Søborg Høyer.  

Vi holder til i flotte omgivelser ved Dybbølsbro i København og i centrum af Skanderborg, hvor vores bygninger understøtter et moderne og digitaliseret samarbejde på tværs af Vejdirektoratets tjenestesteder i hele Danmark. Arbejdsstedet for denne stilling er enten Skanderborg eller København. 

Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med fokus på efteruddannelse, mulighed for hjemmearbejdsdage, fleksible arbejdstider, mv.

Dine løn- og ansættelsesvilkår

Du får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængigt af dine kvalifikationer. For den rette kandidat er der mulighed for ansættelse som specialkonsulent.

Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. 

Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Tjenestested er Vejdirektoratet i området Indkøb, hvor du kan ansættes enten i København på adressen Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V, eller i Skanderborg på adressen Thomas Helsteds Vej 11, 8660 Skanderborg.

Læs mere om os

Vil du vide mere om Vejdirektoratet og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.  

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef Helle Lange på tlf. 6193 0577 eller e-mail hlla@vd.dk, chefkonsulent Katrine Søborg Høyer på tlf. 6193 0439 eller e-mail kasho@vd.dk eller fuldmægtig Emilie Palmus Ehrenskjöld på tlf. 6135 2928 eller e-mail emeh@vd.dk

Er du interesseret?

Send din ansøgning senest torsdag den 31. august 2023. Vi regner med at holde ansættelsessamtaler i slutningen af uge 36.

Søg stillingen ved at trykke på linket "Søg stillingen" eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

 
I Vejdirektoratet skaber vi sammenhæng for de mange trafikanter, der hver dag benytter de danske statsveje. Det gør vi ved at udvikle, planlægge og anlægge infrastrukturen, så du kan møde på arbejde til tiden, få friske varer hver dag og rejse på tværs af landet, når du har brug for det. 
 
Vi udvikler Danmarks infrastruktur og binder landet sammen. Det kræver løsninger, der balancerer mobilitet, miljø og trafiksikkerhed. Vores mange fagligheder bidrager til et bæredygtigt samfund og et klima i balance. Ambitionen og kvaliteten er på plads, uanset om vi arbejder med mobilitet, buede broer, biodiversitet, klimavenlig asfalt eller på nogle af Danmarks største anlægsprojekter. 
 
I Vejdirektoratet kommer du sikkert på vej. Så hvor vil du gerne hen?


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=06983fd9)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Vejdirektoratet, Carsten Niebuhrs Gade, 1577 København V

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=06983fd9&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5888466

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet