Kommunikationschef til Dansk Sygeplejeråd

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vores dygtige kommunikationschef har fået nyt job efter 5½ år. Vi søger en ny, stærk kommunikationschef og ansvarshavende chefredaktør, som vil være med til at flytte sygeplejerskerne endnu højere op på den politiske dagsorden og knytte medlemmerne endnu tættere sammen i Dansk Sygeplejeråd. 

Sygeplejerskerne har et stærkt brand som en af de mest troværdige faggrupper og står i en nøgleposition, når fremtidens sundhedsvæsen skal udformes i de kommende år. Samtidig kæmper Dansk Sygeplejeråd sammen med medlemmerne en lønkamp, der skal gøre op med årtiers strukturelle lønefterslæb. Vi søger en kommunikationschef, der sammen med os vil være med til at indfri ambitionerne. 

Udgangspunktet er godt: Vi barsler inden sommer med et nyt, mere medlemsfokuseret dsr.dk. Vi har netop relanceret vores fagblad "Sygeplejersken" og digitaliserer vores forskningsflagskib "Fag & Forskning". Vi har et nyhedsbrev med høje åbningsrater og SoMe med høj interaktion med medlemmerne. Vi gennemfører løbende kampagner og har høj synlighed i pressen. Og vi baserer vores indsats på fakta, bl.a. via medlemsundersøgelser. 

Du skal være med til at skabe et endnu stærkere Dansk Sygeplejeråd: Vi ønsker at målrette og nytænke vores kommunikation endnu mere, så den i endnu højere grad bidrager til at skabe resultater til og fællesskab med medlemmerne. Det bliver en af dine hovedopgaver – sammen med afdelingens dedikerede medarbejdere i Kvæsthuset og resten af organisationen. 

Du har en stærk faglighed, politisk tæft og veludviklede lederevner, og du brænder for at være med til at udvikle Dansk Sygeplejeråd. Du bliver ansvarshavende chefredaktør for "Sygeplejersken", og du får ansvaret for vores kommunikation på alle kanaler: Fagblad, nyhedsbrev, SoMe, dsr.dk, presse, kampagner mv. Du kommer til at stå i spidsen for vores Kommunikationsafdeling med 23 medarbejdere og 3 teamledere. Afdelingen består i dag af fire teams: Grafisk enhed, redaktionen, digital medlemskommunikation samt presse. Du skal derfor være en dygtig, ordentlig og engageret personaleleder. 

Du bliver ansat af hovedbestyrelsen og refererer i hverdagen til den adm. direktør. Du kommer til at løse opgaverne i tæt parløb med Dansk Sygeplejeråds politiske ledelse og hovedbestyrelse, direktion og øvrige afdelingschefer. I dit daglige arbejde kommer du til at arbejde tæt sammen med både interne og eksterne samarbejdspartnere, bl.a. myndigheder, faglige organisationer og arbejdsgivere.

Du får ansvar for at:

  • Skabe gode resultater til sygeplejerskerne via en målrettet og sammenhængende kommunikation på tværs af Dansk Sygeplejeråds kanaler.
  • Sætte en langsigtet, strategisk kurs for vores kommunikation, bl.a. ved at sammentænke kommunikation med politik, forhandling og medlemsinvolvering.
  • Gøre Dansk Sygeplejeråds arbejde endnu mere synligt og relevant for medlemmer og tillidsvalgte.
  • Sætte retning for afdelingen og få medarbejdernes og teamledernes talenter i spil.
  • Styrke samarbejdet på tværs af hele Dansk Sygeplejeråd (herunder lokale kredse, Lederforening og de studerendes organisation SLS) om at nå vores mål.

Med i bagagen har du:

  • Bred erfaring og dyb faglighed, der dækker det meste af spektret fra fagblad og presse over kampagner, dsr.dk og SoMe til rådgivning om interessenthåndtering.
  • Stærke ledelses- og samarbejdskompetencer baseret på tillid, involvering og anerkendelse. Du er uhøjtidelig, har høj integritet og evner at motivere. Og du er en ægte holdspiller, der drives af, at vi i fællesskab gør hinanden bedre. 
  • Strategisk og analytisk blik på opgaveløsningen. Du har gennemslagskraft, initiativ og sikker dømmekraft. Og du har en stor kapacitet, både arbejds- og ledelsesmæssigt. 
  • Flere års ledelseserfaring tæt på en politisk ledelse, som har givet dig en god forståelse for de særlige vilkår, der er i en politisk organisation. Og gerne erfaring med at lede ledere. 
  • En videregående uddannelse, gerne suppleret med lederuddannelse.

Vi tilbyder et udfordrende job med en stor spændvidde i opgaverne. Vi har et værdibaseret miljø, hvor der er stor mulighed for at gøre en forskel, og et godt arbejdsmiljø præget af humor og dynamik. Løn efter kvalifikationer.

Ansøgninsfrist
Send din ansøgning og CV senest d. 19. maj 2023 kl. 12.00 via linket forneden. Der vil i forbindelse med rekrutteringen blive anvendt test.

Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte DSR’s formand Grete Christensen (2013 7155) eller adm. direktør Lars Pram (4023 2909).

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, etnisk baggrund og religiøst tilhørsforhold til at søge stillingen. 


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=dbb9ca6e)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Dansk Sygeplejeråd - Kommunikation, Sankt Annæ Plads, 1250 København K

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 19-05-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=dbb9ca6e&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5824224

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet