BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du passioneret omkring natur, børns udvikling og ledelse? Har du lyst til at være frontløber i en skovbørnehave og et dagtilbud, hvor leg, læring og grønne værdier går hånd i hånd? Så er du måske vores kommende daglige leder i afdeling Skovhuset eller institutionsleder i Skovens Børn! Måske kommer I endda som to, der i forvejen kender hinanden? Uanset hvad, glæder vi os til at høre fra jer!
Om os
Skovens Børn er Gentofte Kommunes skovbørnehaver og et dagtilbud med en tydelig grøn profil og en stærk faglighed i forhold til børn, udeliv og naturpædagogik. Vi er sammenlagt af tre i forvejen veletablerede skovbørnehaver 1. januar 2024. Hver matrikel med sine gode og stærke traditioner og erfaringer samt en række overlap og en fælles forståelse af, at skovbørnehaver, udeliv og naturen kan noget særligt for vores børn:
- Afdeling Skovhuset på Skovgårdsvej med ca. 35 børn
- Afdeling Naturstationen på Broholms Alle med ca. 40 børn
- Afdeling Ordruphus på Klampenborgvej med ca. 21 børn
På alle tre matrikler har vi vidunderlige faciliteter, skov og natur. Vi nyder ture ud af huset 4 ud af ugens 5 dage til nogle af vores mange skønne, lokale naturområder, hvor vi tager til enten til fods eller med offentlige transportmidler. Måske udforsker vi små dyr under barken, måske ser vi brølende kronhjorte i Dyrehaven eller fisker med fiskenet ved Strandmøllen. Udgangspunktet er naturen hele året, hvor der er højt til loftet og frisk luft i lungerne.
Vi arbejder i høj grad ud fra en undersøgelsesbaseret tilgang, når vi støtter børnene i at gå på opdagelse i naturen. Det er altså udeomgivelser, der udgør det læringsmiljø, hvor vi arbejder med børnenes trivsel, udvikling og læring, og vores forældre tilvælger vores afdelinger med den bevidsthed og støtter op om vores formål.
Hvad vi ønsker os
Vi søger efter en institutionsleder til det samlede Skovens Børn og en daglig leder tilknyttet afdeling Skovhuset. Som ledelsesteam skal I begge kunne bakke op om og lede Skovens Børn som skovbørnehave. I skal have en passion for udeliv og naturpædagogik, og I skal have lysten til både at understøtte de mange gode eksisterende kvaliteter ved hver enkelt afdeling samt videreudvikle og drive et fagligt fællesskab og kollegaskab på tværs af afdelingerne, som den enhed vi er. I skal begge besidde ledelsesmæssigt flair og som en dynamisk duo ser I her en fremragende mulighed for sammen at være med til at forme Skovens Børn.
Særligt for vores institutionsleder af Skovens Børn ønsker vi os en institutionsleder, der kan styrke og understøtte vores praksis og være med til at bygge bro mellem de tre afdelinger i Skovens Børn. Du har visioner for, hvordan skovbørnehaverne fastholder og profilerer deres unikke udtryk – også fremadrettet. Du formår at sætte rammen for et stærkt pædagogisk læringsmiljø og en solid struktur, der gør det muligt at arbejde med den nye styrkede pædagogiske læreplan i et skovmiljø. Du kan se de brede perspektiver, har flair for struktur og planlægning, og tager ansvar for at være bindeleddet mellem forvaltningens prioriteringer og hverdagens praksis i Skovens Børn.
Særligt for vores nye daglige leder i Skovhuset ønsker vi os en leder, der kan samle medarbejdere og forældre om den fælles pædagogiske retning. Med en nærværende og praktisk tilgang i det pædagogiske arbejde er du med til at understøtte den gode hverdag for medarbejdere og børn i naturbørnehaven. Nyder du samtidigt at lede det pædagogiske arbejde direkte med børnene og kollegerne i skovbunden, er du den vi leder efter.
For jer begge ønsker vi os derfor, at I er tryghedsskabende, anerkendende og både lyttende og sparringspartnere i forhold til personale, børn og forældre. For os betyder det, at I er handlingsorienterede og synlige ledere med gennemslagskraft – også i de svære situationer og selv når medarbejdere og børn er i skoven næsten hver dag.
Vi tilbyder
Skovens Børn er en nylig fusion af tre veletablerede skovbørnehaver og vores nye ledelsesteam får en fantastisk mulighed for at være med til at sætte den fremtidige retning for Skovens Børn. Som vores nye ledelsesteam bliver I en del af Gentofte Kommune med en medarbejderinddragende struktur og en flok kompetente og erfarne medarbejdere i Skovens Børn – herunder en uddannet naturvejleder.
Særligt for vores institutionsleder af Skovens Børn kan vi tilbyde en spændende lederstilling med ansvar for alle tre afdelinger. Du vil stå i spidsen for den fortsatte udvikling af alle tre skovbørnehaver, institutionens visioner for fremtiden og være med til at sætte retningen i fællesskab med den daglige leder af Skovhuset. Du vil referere til Gentofte Kommunes dagtilbudschef.
Særligt for vores nye daglige leder af Skovhuset kan vi tilbyde en spændende og alsidig stilling som daglig leder i en skovbørnehave, hvor vi også meget gerne ser, at du tager med os i skoven. Omkring dig vil du have engagerede medarbejdere, der brænder for naturen og udelivet. Du vil som daglig leder få mulighed for at sætte dit eget præg på arbejdet i Skovhuset og vil indgå i et ledelsesteam med institutionslederen af Skovens Børn, som du også vil referere til.
I Gentofte Kommune er alle institutionsledere og daglige ledere en del af ledernetværk. Det betyder, at både institutionsledere og daglige ledere indgår i et tæt samarbejde. Både på tværs af institutioner og i et samarbejde med forvaltningen. For både vores nye institutionsleder af Skovens Børn og for vores nye daglige leder af Skovhuset tilbyder vi derfor også en fremragende mulighed for at være med til at præge hele dagtilbudsområdet i Gentofte Kommune. Det er også vigtigt at fremhæve, at vi arbejder målrettet og nærværende for den gode onboarding af nye ledere og medarbejdere, så alle lander godt og sikkert i kommunen og en ny praksis.
Dit eventyr begynder her
Vi leder ikke blot efter ledere, men eventyrmedspillere til vores børn. Hvis du brænder for at skabe en tryg og inspirerende ramme, hvor naturen er den bedste legekammerat, så er det dig, vi søger! Vi håber derfor, at du vil gå sammen med os på rejsen, hvor vi sammen skaber børneoplevelser og pædagogik, der spirer som træerne omkring os! Angiv i din ansøgning, om du søger stillingen som daglige leder i afdeling Skovhuset, som institutionsleder i Skovens Børn – eller begge stillinger.
Tiltrædelse er for begge stillinger 1. april 2024 eller snarest derefter.
Ansøg nu
I Gentofte Kommune har vi et meget stort fokus på den gode rekruttering. Derfor afholder vi et online møde den 29. januar 2024 kl. 16.00-16.30. Du kan helt frivilligt logge ind i mødet (både med eller uden billede) og høre mere om Skovens Børn og afdeling Skovhuset og stille alle de spørgsmål, du måtte have.
Klik her for at deltage i mødet
Du kan også kontakte pædagogisk leder i Gentofte Kommune Michael Andersen på tlf. 3057 1901 for yderligere oplysninger, eller hvis du ønsker at besøge institutionen.
Frist for ansøgning: 2. februar 2024
Tiltrædelse: 1. april 2024 eller snarest derefter
1. samtalerunde forventes afholdt 7. februar. Der vil i forbindelse med 2. samtalerunde være en test. 2. samtalerunde afholdes den 23. februar 2024.
I Gentofte Kommune er der en generel politik om, at der ved ansættelse på børne- og ungeområdet skal indhentes børne- og straffeattest.
Vi arbejder digitalt i Gentofte Kommune. Derfor modtages ansøgninger udelukkende via den digitale ansøgningsformular.
Ansættelse sker efter overenskomst og aftale om Ny Løn, samt efter lokal forhåndsaftale.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gentofte Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Gentofte Kommune, Bernstorffsvej, 2920 Charlottenlund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5973569